Lidt opdatering

Af Hugin

Puha hvor er det svært at komme i gang med det her logbog skriveri. Man oplever så meget at man slet ikke kan overskue at få det ned på skrift. Men man ved der er mange som gerne vil høre lidt om vores oplevelser så må hellere komme i gang.

Nu har jeg fået arbejdet lidt mere og har fået et indtryk af stedet selvom vi lige har været en uge i Namibia og som Mimi skrev, var vi ramt af lidt mavekramper og diarre. Yammi. Men vi begynder så småt at vende os til at bo i huset og befærde os rundt i kvarteret, som er rigtigt hyggeligt. Vi er tæt på mange cafeer, restauranter, barer, diskoteker og selv også en udendørs svømmehal. Hernede i Syd Afrika er det ikke MC Donalds som dominerer fastfood markedet, men derimod Kentucky fried chicken. Ingen Burger King. Piv. Det er dog sjældent man spiser de her steder da man får super lækker mad på cafeer og restauranter for ingen penge. Alle slags fiskeretter, kæmpe steaks, salater (for pigerne), strudsekød, krokodillesteak, springbook osv. Fik en kæmpe krokodillesteak for ca. 60 kr.. Nu da vi er flyttet ind i huset er vi begyndt at lave vores egen mad da det kan blive lidt for meget at spise ude hele tiden. Dog er jeg ikke kommet i gang med at lave madpakker da man kan gå ned og købe f.eks. 2 stk. kylling med pomfritter for en 10 kr. Så er det lettere at motivere sig selv til at sove 10 min længere. Den første mdr. har jeg næsten spiste vandmelon til morgenmad hver dag da ¼ af en kæmpe vandmelon koster 6-7 kr.

Når jeg skal på arbejde går jeg op til hovedvejen hvor der konstant kommer minitaxaer, som er en minibus som de lokale bruger da den kun koster 3 kr. Bussen som er beregnet til en 8 personer kan snildt blive proppet med en 15-17 mennesker. Det er noget af en oplevelse og de kører som død og pine, men man vænner sig hurtigt til det. Der er selvfølgelig en chauffør og så en der tager imod penge og hænger halt ud af vinduet og pifter og råber for at få folks opmærksomhed. Nogle gange stopper de også ved sidegader og vedkommende løber op af gader for at se om der er mulige kunder. De kører hele tiden og man venter ikke mere en 1-2 min før den næste kommer. Nogle af busserne er faldefærdige men alle har et kæmpe anlæg i, hvor der bare bliver braget op for volumen. Når man skal have fat i dem rækker man bare hånden ud og det er lige meget hvor du befinder dig på gaden. Man mænger sig ind og så finder man penge frem og nævner hvor man skal af henne. Man siger ikke hvilken gade man skal af ved men nævner f.eks. en butik som ligger på vejen.

Det hænder også tit at jeg bare vælger at gå, da det kun tager en 25 min, men det er ikke mange hvide mennesker man møder på turen og folk kan godt kigge lidt mærkeligt på en. Så længe det er på hovedvejen og i dagslys er det fint nok selvom mange folk ikke føler sig trygge.

Har endda gået på arbejde med min bærbar i en plasticpose med et håndklæde rundt om. De ansatte på mit arbejde tænkte at jeg måtte være skør, men måtte give mig ret i at de slet ikke havde mistanken om at jeg bar rundt på en bærbar.

Selve arbejdet går fint selvom man lige skal vænne sig til måden det foregår på hernede og det ikke er lige så struktureret som hjemme i DK. Man kan f.eks. ikke regne med at alle planer og aftaler holder stik og det er lidt frustrerende hvis man har lavet en aftale med gutterne og at man så ikke altid kan holde hvad man har lovet. Det er også noget jeg vil have fokus på og allerede har snakket med min kontaktperson om. Også omkring at personalet tit snakker om børnene imens de er i lokalet.

Solomon som er min kontaktperson sidder for det meste på kontoret da han står for alt papirarbejde og ja holder alt kørende. Han er den eneste fulduddannet person og er en slags leder, for de andre. Else er grundlæggeren og ejer stedet men har givet det meste af ansvaret til Solomon. Jeg arbejder mest sammen med Cedric, som har taget nogle kurser indenfor faget og så er der Sarah som aldrig har taget en uddannelse. Hun har tilgængelig en stor erfaring indenfor hjemmeløse, hvordan gadelivet er, hvor de befinder sig og er en slags mor der hjælper med lektier og giver skideballer, hvis der er ballade.

Nogle af de ting jeg indtil videre har oplevet omkring drengene er at de har det ret godt sammen socialt. De er en slags familie for hinanden og gode til at hjælpes ad. Men der kan også komme konflikter og har allerede oplevet at stoppe det første slagsmål.

Vi har en Colombianer som kom til nogle dage før jeg startede og han har taget sejlturen fra Brasilien, da han havde fået at vide at Cape Town var en af de rigeste byer i verden. Han er meget stille og rolig og ret intelligent, men alle gutterne har en kort lunte. Jeg sad og lavede lektier med ham og han havde lige fået en lommeregner af skolen og brugte den til at løse opgaverne. Så kommer en af drengene og siger at han ikke skal bruge lommeregneren, da man ikke lærer noget af det. Colombianeren siger at han kan blande sig udenom, men da drengen for 3 gang nævner at han ikke skal bruge lommeregneren rejser colombianeren sig op og klasker en knytnæve i fjæset på drengen og de udveksler nogle slag indtil jeg får splittet dem ad og Cedric kommer. Cedric får drengen lidt på afstand men han er meget vred på colombianeren og vil have hævn. Cedric gør ikke rigtigt noget og griner lidt af det hele og jeg får colombianeren til at sætte sig ned og får hans fokus væk fra den anden dreng. Jeg bliver så frustreret af Cedric at han ikke reagere på noget og bare lader som ingenting at jeg fortsætter med matematik med colombianeren indtil den anden dreng dukker op foran vinduet sammen med Ashley, hvor de fortæller ham hvilken røvfuld han vil få når vi personale ikke er der. Ashley nævner så yderligere at han vil slå ham ihjel, når han sover. Der fik man så lige en lille knude i halsen og man kunne se på Colombianeren at han blev lidt tavs. Det eneste Cedric gjorde var at sige til gutterne at nu skulle de smutte væk fra vinduet og lade colombianeren være. Jeg var helt målløs og vidste slet ikke hvordan jeg skulle reagere så vi fortsatte lidt med matematikken indtil man kunne se at Colombianeren ikke rigtig var til stede. Han nævner så at han gerne tager kampen op, men at han er hjælpeløs om natten. Jeg vågner lidt op og nævner til Cedric at vi må gøre noget ved situation, og han siger bare at det er tomme trusler og Colombianeren er ny og de tester ham af. Men jeg siger til Cedric at jeg tager colombianeren med ind til Solomon for det skal løses. Solomon får så begge ind i lokalet og det ender heldigvis godt. Colombianeren undskylder for sit temperament og ved godt at man måske ikke lige nødvendigvis behøver at give knytnæveslag fordi en kommenterer brugen af en lommeregner. Den anden fik selvfølgelig også at vide at han ikke skal blande sig i andre folks sager.

Men de her drenge er vant til at stå op for dem selv og er ikke bange for at forsvare sig selv. De er begge omkring 17 år, heldigvis var de ret spinkle så man kunne få splittet dem ad, men det viste lidt hvordan de er vant til at håndtere ting på gaden. Ashley som sagde de ville slå Colombianeren ihjel imens han sov, er 13 år og er en lille tynd dreng og han havde intet med det at gøre. Han kan godt lide når der sker noget og er stor i kæften, og problemet er at han aldrig rigtig har oplevet at være et barn. Han har også nævnt at han ikke har nogen venner og stoler absolut ikke på nogen. Han stjæler også alt han kan komme i nærheden af også af de andre drenge han deler køjeseng med. Der var en episode hvor han tog nogle cigaretter fra en som hedder James og afleverede kun nogle af dem tilbage og nævnte at han beholder det han tager. Men han kan også være en god knægt, men nogle gange er det for at snøre os personale.

Man kan blive ved med at snakke om episoder, f.eks. James som havde fundet en klud som var fyldt med noget lim af en art som han sniffede og han var helt oppe at køre. Da de lev på gaden havde de ikke råd til stoffer så de brugte en masse andre giftstoffer, så man kan se på f.eks. Ashley at hans hud ser gammel ud, hans tænder har taget skade og indlæringshukommelsen er ikke i top.

De fleste af drengene går i almindelig skole og kommer hjem ved 14 tiden, men nye tilkommende f.eks. colombianeren, Ashley og en fra Zimbabwe går i en anden form for skole. Der gennemgår de en masse matematik-, læse- og skriveprøver for at finde ud af hvilket trin de er på, hvor de så kan komme i en passende skole. Vi følger dem ned til skolen hver dag og den ene dag blev jeg og så på. Det er folk i alle aldre fra 10 – 40 år, som kommer. Der er stor arbejdsløshed i syd Afrika, så staten er begyndt at betale folk for at tage en uddannelse så de kan blive bedre uddannet, for at få virksomheder vil ansatte flere statsborgere og ikke udlændinge. Den dag hvor jeg var der havde de matematik og de får bare uddelt nogle opgaver og så går der en lærer rundt og holder øje med dem og er til rådighed. Alle sidder i en klump af borde og havestole og de er gode til at kigge af ved siddemanden.

En anden dag hvor alle var i skole kørte Solomon, Cedric, Sarah og jeg ud for at lede efter 2 gutter som var flygtet fra centeret. Vi kørte rundt inde i centrum af Cape town, hvor der ved en bro og en plads for lastbiler, er et typisk opholdssted for mange hjemmeløse. Her ser man folk som sover under træer, sidder i grupper og for det meste delt op i nationaliteter hvor de f.eks. sidder samlet rundt om et lille bål. På turen mødte vi 3 personer som tidligere havde enten været hos vores center eller en anden form for tilknytning. Det ikke alle som er stærke nok til at forlade gadelivet og gribe chancen for at få en uddannelse. De sidste 15 år er det dog blevet meget bedre hvad angår hjemmeløse børn på gaden og der er også kommet langt flere sikkerhedsvagter rundt omkring. Men det de kan leve af er f.eks. tyveri, prostitution og salg af stoffer osv.. Vi var rundt alle mulige steder også inde i en gammel skole som nu var et sted man kan komme og få mad for ca. en 25 øre. Nogle af de ældre knægte man så der var nogle man ikke ønsker at møde når man går rundt alene. Nogle hardcore gangster med tatoveringer og ar på hele kroppen. Man turde knap nok at hilse på dem og se dem i øjnene.

Men vi havde ikke held med at finde de 2 gutter som var smuttet, men til gengæld på vej hjem så Sarah en pige som tidligere havde været i et pigehjem komme gående med en dreng. Drengen havde fat i pigens arm, men de gik stille og roligt, men vi holdte ind og Sarah spørger pigen om hvad hun laver tilbage på gaden osv. Pigen viste ikke nogle ansigtsudtryk og havde et meget koldt og tomt udtryk, men svarede på spørgsmålene. Solomon spørger så drengen hvorfor han holdt sådan på pigen og at hvis han var en gentlemen så holdt han pigen i hånden. De vidste godt at enten handlede det om at han ville have sex med hende eller banke hende. Solomon spørger til sidst efter en lang diskussion med drengen, som også virkede høj på stoffer og fuld af løgn, om pigen ville have et lift med. Fra at virke meget hård og barsk, fyldte hendes øjne med tårer og til sidst hoppede hun ind og sad lige ved siden af mig. Der fik man lige en klump i halsen og jeg så for første gang hvor barskt livet på gaden er. Pigen var 17 år og hun overnattede hos os en nat, hvor hun dagen efter blev kørt til et pigehjem. Hun har højest sandsynligt levet af prostitution.

Vores center har også andre projekter kørende, f.eks. har de en børnehave i en township, som jeg var ude at besøg. Det var en halv times kørsel fra Cape town og det er et meget fattigt område, men var meget overraske over hvor fin børnehaven var. De har overtaget en forholdsvis stor bygning ved en kirke, som de så har restaureret og indvendigt mindede det faktisk om en institution fra Danmark. Institutionen er meget religiøs (det er de fleste steder) og de første 15-20 min med børnene var også fortællinger om Adam og Eva efterfulgt af en masse kristne børnesange. Det kan godt virke ret overvældende og ekstremt, men det var nogle glade og søde børn man var i blandt.

Jeg var der kun i 1½ time hvor Solomon så samlede mig op, hvor vi så skulle til et møde omkring det årlige sommerstævne. Siden 2004 har de haft et sommerstævne hvor der sidste år havde været 2.600 besøgende og det havde de gjort med et budget på ca. 7000 kr. Stævnet er i juni og i år har man valgt at mødes tidligere for at planlægge og skabe et endnu bedre program. Der var repræsentanter fra forskellige centre som alle samarbejder omkring projektet. Mødet blev holdt på en skole hvor vores center også har 2 ansatte, som tager sig af skolebørn der har brug for at snakke om sociale problemer. Jeg vil også blive tilknyttet til dette sted ligesom børnehaven, dog kun en gang i ugen.

Det er lidt af det jeg har oplevet på arbejdet indtil videre, men den sidste uge var vi I Namibia så det er stadig begrænset, hvor stort ens kendskab er til stedets rutiner og virksomhedsplan er.

Kan dog fortælle at vi havde en rigtig god tur til Namibia. Vi (Mimi, Luiza, Ben og jeg) tog bussen derop som tog 22 timer (gab), men landskabet var rigtigt smukt så det hjalp på kedsomheden. Vi ankom til Windhoek som er hovedstaden og vi mødte en englænder (Sam) i bussen, som joinede os hele ugen. Og grunden til at vi tog herop var fordi Alina og Michael (de tyske venner vi mødte på hostellet) tilbragte deres sidste uge heroppe. De skulle besøge SOS children home, som de betaler penge til hver mdr. til en dreng som hedder Clarence. Vi tog med dem og Clarence bor med 6 andre børn i et hus og en ansat. Ved ikke lige hvor mange huse der samlet var men det endte med at vi tog 9 børn med os til en udendørs svømmehal, hvor vi lavede en masse sjov. Der var tilfældigvis også et stævne som kommer en gang årligt, hvor man kan komme gratis og få diplomer for så og så mange baner man har svømmet. Så 3 af børnene fik diplomer med hjem og var meget stolte. Vi var også forbi et storcenter med børnene, hvor de blev forkælet med slik inden vi tog hjem og lavede mad til alle børnene. Den stod på spaghetti bolognes og kage til dessert. Det var en rigtig hyggelig dag og man var godt kvæstet efterfølgende.

Dagen efter var Mimi, Sam og jeg på en busrundtur i Windhoek og var ude ved en township, hvor vi var inde på et marked hvor de lokale handlede. Meget speciel oplevelse og det føltes som om man var gået mange år tilbage i tiden. Der var slagtere som brugte økser til at dele køer op i dele og der lå kohoveder rundt omkring og fluer alle steder. Ved siden af var der en masse mennesker ved grillboder og hyggede sig, men det så lidt usundt ud hvad angår kødet. Tror ikke vores maver ville have klaret mosten med de forskellige bakterier, som indbyggerne nok er vante til. Vi kørte ellers resten af turen igennem nogle ekstremt fattige områder, hvor alt virker til at være ”sponseret” af coca cola.

Mandag havde vi fået nok af regnen i Windhoek og kørte til Swakamund som ligger ude ved kysten. Vi kom i snak med nogle piger som boede i Cape town, som også var på tur og de tog med os til Swakamund og de havde bil så det var bare perfekt. Jeg kørte bilen så jeg har nu erfaret at køre i modsatte vejbane. Meget mærkelig fornemmelse, men heldigvis var det bare 4 timer i en nærmest lige strækning. På vej til Swakamund så vi nok en 20-30 bavianer som lige skulle krydse vejen og kameraerne kom hurtigt op fra lommerne. Fra Windhoek til Swakamund ændrede naturen sig fra grønne bjerge og træer til ørken. Der var sand alle vegne og selve byen kunne heller ikke holdes fri for sand. Ret kedelig og død by, men det var nok fordi vi er udenfor turistsæsonen. Dog var det vigtigste at solen skinnede og havet var fantastisk. Vi blev hurtigt indlogeret og kom i badetøjet. Om aftenen var vi i byen og der kom en del jägermeister ned og det var der nogle der fortrød da vi næste morgen kl 09 skulle ud og sandboarde. De her Sahara bakker af en art var 88 m høje og skulle sigende være de højeste sandbjerge i verden. Og nej der var ingen lift, det var med store støvler og et board i hånden og så ellers bare opad. 2 skridt frem og et tilbage. Sprutten blev hurtigt forbrændt og det var skide sjovt. Ben lavede nogle at de vildeste styrt som jeg forhåbentlig har med hjem på video og jeg fik lavet et hop uden at styrte. Men super fed varm og meget sandet oplevelse. Det var det fineste sand og styrtede man/da man styrtede var det alle steder og kombineret med solcreme, tja så var det nærmest umuligt at slippe af med.

Bagefter tog nogle af os direkte hen til stranden og nogle tog ud for at ride på kameler. Senere på dagen var det så på tide at tage hjem til Windhoek igen og det skulle så vise sig at blive en lang tur. Igen var jeg blevet chauffør og midt ude i ørkenen måtte vi nødstoppet fordi bilen var overophedet. Heldigvis havde vi 4 liter vand med os så vi kunne fylde vandbeholderen op et par gange indtil vi endelig kom til en tankstation. Her blev bilen kølet af og det lykkedes os at komme hjem i god behold. Men man møder måske kun 3 tankstationer på en strækning på 400 km, så det var lidt skræmmende. Onsdag var sidste dag, hvor vi var ude at spise og tage afsked med Michael og Alina, som nu skal hjem til tyskland igen. Det var lidt trist, men vi har allerede lavet planer om at mødes igen i fremtiden. Så sad vi ellers i bus igen på vej hjem til Cape town og vi kom hjem til sol og varme.

Jeg var så på arbejde i går, som var en kort dag og denne weekend har vi bare slappet af og jeg har fået købt lidt møbler til mit værelse. Det skal jo være fint fordi min mor og søskende allerede kommer om 14 dage og besøger mig. De må virkelig savne mig :) Men glæder mig gevaldigt til at se dem/Jer. Over and out.