Af Mimi
Saa er vi flyttet ind i vores hus. Vores adresse er 8 Bellevliet Road i Observatory, og det er et fatisk meget stort hus, som desvaerre har et lille kakkerlakproblem, hvilket dog snarere er5 reglen end undtagelsen, saa det tager vi med lidt insektspray og en gang taalmodighed. Den familie vi kender hernede var meget tilfredse med sikkerheden i omraadet og med det hus, vi har fundet, saa det foeltes rigtig godt. Vi havde ogsaa fokuseret meget paa intuition omkring omraadet, saa det er dejligt., at vi aabenbart godt kan finde ud af det!
Der er ikke internet i huset endnu, men vi arbejder paa det. Det er ikke helt saa nemt hernede som derhjemme.
Paa torsdag tager vi en tur til Namibia (Windhoek for at vaere mere praecis). Vi skal derop med vores tyske venner Michael og Alina, vores engelske ven Ben, og forhaabentligt vores brasilianske veninde Luiza. Det er en 20-timers bustur hver vej. Det skal nok blive sjovt! Vi skal bl.a. op og besoege en SOS boerneby, hvilket jeg glaeder mig rigtig meget til.
Vi startede paa arbejde i denne uge, men naaede kun at vaere der i to dage, foer hele banden lagde sig med madforgiftning. Det var rigtig skidt og ubehageligt og vaemmeligt, og jeg er endelig blevet rask idag, og er saa glad saa glad for det. Jeg vil helst aldrig have det saadan igen! Heldigvis er vores tyske venner laeger, saa de kunne tage os paa apoteket og skaffe de gode drugs!
Idag tog Maria (vores ene housemate - den anden er Henriette) og jeg til Kalk Bay, bare paa pigetur. Kalk Bay er en rigtig hyggelig lille fisker- og turistby, og det var rart bare at vaere os. Vi er hele tiden saa mange sammen, saa det var rart med lidt ro.
Naa, det var bare en lille update uden saa mange reflektioner... Skriv endelig tilbage, det er saa rart at hoere hjemmefra!
Knus
lørdag den 14. februar 2009
mandag den 9. februar 2009
Af Hugin
Min dag startede meget afslappende, dog farede jeg lidt vild med minibusserne, da jeg ikke helt vidste hvor jeg skulle hen. Men i sidste ende fandt jeg frem og nåde det lige til tiden (kl. 09.00). Stedet (Multi service center) er et hjem for børn der har levet på gaden og derefter blevet tilbudt at komme til centeret. De er i alderen fra 10-18 og har forskellige nationaliteter. Der er børn fra Zimbabwe, Congo, selvfølgelig Sydafrika og sågar en fra Colombia. De har alle forskellige historier og kulturer, men det til fælles at de har været hjemmeløse, uden megen forældrestøtte. De ældste af dem tager i skole om morgenen så når jeg kommer er der kun en 3-4 børn hjemme og det er de yngre af dem. Ved 14-15 tiden komme de andre hjem og så sker der lidt mere. Personalet på stedet er superflinke og meget hjælpsomme og er kommet rigtigt godt ud af det med alle.
Børnene deler værelse fordelt i 2 rum, hvor de har en køje hver og et lille skab. Kan ikke lige huske antallet af børn, men omkring 20 børn. Der er plads til 30. Stedet har en stor sal hvor der er en lille scene hvor de elsker at danse og høre musik. Det er gode til at freestyle og generelt alt hvad har med dans at gøre. Tror jeg venter lidt med at lære dem pardans. De spiser også i salen hvor der er en lille kantine hvor der bliver serveret mad morgen, middag og aften. Så er der et computerrum og tv lokale hvor de lige har fået doneret kabel tv, så de skal tit slæbes ud derfra, da vi gerne skulle engagere dem til at lave lektier, aktiviteter osv osv samarbejde. De har også en ældre folkevogn så man kan komme ud af huset til en masse aktiviteter. Børnene må ikke gå ud af centeret, undtage når de skal i skole. Det er for at holde dem væk fra gadelivet, hvad angår kriminalitet. Mange af børnene formår dog stadigvæk at lave ballade og indbrud. Der er en dreng på 11 år som er vokset op i et gangstermiljø og han vil gerne være gangster. Lille flabet unge, men han har også den høflige side og en barnlig sjæl, når man laver aktiviteter med ham. Han er bare vant til at skulle være hård, selvom han kun er 11 år.
Denne kommende uge skal jeg bare gå rundt og observere og komme tættere på børnene, så jeg fik en del motion i dag. Jeg svedte som bare pokker, da temperaturen er lidt anderledes hernede og jeg er jo nød til at gi’ mig 110 %, da jeg ikke kan finde ud af andet. Fik spillet fodbold, basket, uno og lærte en ny leg som minder lidt om tennis. Du har bare ikke nogen ketcher, da man skal bruge hånden. Man er jo nød til at være opfindsom når man ikke har råd til udstyr. Det var en sjov leg, men var også døden nær efter 10 min. Det kan være lidt svært at kommunikere med alle børnene da de snakker afrikaans hernede, så der er meget man ikke forstår. Men øvelse gør mester, har jeg hørt. Men har fundet ud af hvor betydningsfuldt f.eks. sport er. Idrætten har sit eget sprog og vi ved f.eks. alle at en fodbold skal sparkes til og man scorer ved modstanderens mål. Så uden megen kommunikation kom jeg tæt på mange af dem og fik endda lært dem nogle nye lege.
I dag fik de et skema med 6 forskellige aktiviteter, hvor de mindst skal vælge 3. I dag havde de muligheden for at komme ud til et projekt kaldt zip zak. Det er et slags cirkus, men uden klovne og dyr. Jeg fik muligheden for at komme med selvom det var efter arbejdstid, men så det som en god mulighed for at komme tættere på dem. Det var i centrum af Cape town og der lærte vi alt fra at lave springgymnastik, jonglere, cykle på ethjulet cykler osv. Og de elskede det. Især springgymnastik. De her unger er frygtløse. De laver de vildeste stunt uden at have prøvet springbrætter før og har et talent til at lære rigtig hurtigt. Er virkelig imponeret af deres mod og hvor lærenemme de er.
Så efter det blev jeg kørt hjem og må sige at jeg er ret kvæstet nu. Glæder mig til i morgen hvor vi skal ud på gaden og se hvordan andre hjemmeløse børn bor. Det bliver selvfølgelig lidt trist, men er spændt på at sammenligne de hjemmeløse med de børn som nu bor i centeret. Se hvor børnene fra centeret er vokset op og under hvilke vilkår. Se hvor stor forskel der er og at centeret forhåbentlig har ændret mange af børnenes liv, til at der nu er håb.
Min dag startede meget afslappende, dog farede jeg lidt vild med minibusserne, da jeg ikke helt vidste hvor jeg skulle hen. Men i sidste ende fandt jeg frem og nåde det lige til tiden (kl. 09.00). Stedet (Multi service center) er et hjem for børn der har levet på gaden og derefter blevet tilbudt at komme til centeret. De er i alderen fra 10-18 og har forskellige nationaliteter. Der er børn fra Zimbabwe, Congo, selvfølgelig Sydafrika og sågar en fra Colombia. De har alle forskellige historier og kulturer, men det til fælles at de har været hjemmeløse, uden megen forældrestøtte. De ældste af dem tager i skole om morgenen så når jeg kommer er der kun en 3-4 børn hjemme og det er de yngre af dem. Ved 14-15 tiden komme de andre hjem og så sker der lidt mere. Personalet på stedet er superflinke og meget hjælpsomme og er kommet rigtigt godt ud af det med alle.
Børnene deler værelse fordelt i 2 rum, hvor de har en køje hver og et lille skab. Kan ikke lige huske antallet af børn, men omkring 20 børn. Der er plads til 30. Stedet har en stor sal hvor der er en lille scene hvor de elsker at danse og høre musik. Det er gode til at freestyle og generelt alt hvad har med dans at gøre. Tror jeg venter lidt med at lære dem pardans. De spiser også i salen hvor der er en lille kantine hvor der bliver serveret mad morgen, middag og aften. Så er der et computerrum og tv lokale hvor de lige har fået doneret kabel tv, så de skal tit slæbes ud derfra, da vi gerne skulle engagere dem til at lave lektier, aktiviteter osv osv samarbejde. De har også en ældre folkevogn så man kan komme ud af huset til en masse aktiviteter. Børnene må ikke gå ud af centeret, undtage når de skal i skole. Det er for at holde dem væk fra gadelivet, hvad angår kriminalitet. Mange af børnene formår dog stadigvæk at lave ballade og indbrud. Der er en dreng på 11 år som er vokset op i et gangstermiljø og han vil gerne være gangster. Lille flabet unge, men han har også den høflige side og en barnlig sjæl, når man laver aktiviteter med ham. Han er bare vant til at skulle være hård, selvom han kun er 11 år.
Denne kommende uge skal jeg bare gå rundt og observere og komme tættere på børnene, så jeg fik en del motion i dag. Jeg svedte som bare pokker, da temperaturen er lidt anderledes hernede og jeg er jo nød til at gi’ mig 110 %, da jeg ikke kan finde ud af andet. Fik spillet fodbold, basket, uno og lærte en ny leg som minder lidt om tennis. Du har bare ikke nogen ketcher, da man skal bruge hånden. Man er jo nød til at være opfindsom når man ikke har råd til udstyr. Det var en sjov leg, men var også døden nær efter 10 min. Det kan være lidt svært at kommunikere med alle børnene da de snakker afrikaans hernede, så der er meget man ikke forstår. Men øvelse gør mester, har jeg hørt. Men har fundet ud af hvor betydningsfuldt f.eks. sport er. Idrætten har sit eget sprog og vi ved f.eks. alle at en fodbold skal sparkes til og man scorer ved modstanderens mål. Så uden megen kommunikation kom jeg tæt på mange af dem og fik endda lært dem nogle nye lege.
I dag fik de et skema med 6 forskellige aktiviteter, hvor de mindst skal vælge 3. I dag havde de muligheden for at komme ud til et projekt kaldt zip zak. Det er et slags cirkus, men uden klovne og dyr. Jeg fik muligheden for at komme med selvom det var efter arbejdstid, men så det som en god mulighed for at komme tættere på dem. Det var i centrum af Cape town og der lærte vi alt fra at lave springgymnastik, jonglere, cykle på ethjulet cykler osv. Og de elskede det. Især springgymnastik. De her unger er frygtløse. De laver de vildeste stunt uden at have prøvet springbrætter før og har et talent til at lære rigtig hurtigt. Er virkelig imponeret af deres mod og hvor lærenemme de er.
Så efter det blev jeg kørt hjem og må sige at jeg er ret kvæstet nu. Glæder mig til i morgen hvor vi skal ud på gaden og se hvordan andre hjemmeløse børn bor. Det bliver selvfølgelig lidt trist, men er spændt på at sammenligne de hjemmeløse med de børn som nu bor i centeret. Se hvor børnene fra centeret er vokset op og under hvilke vilkår. Se hvor stor forskel der er og at centeret forhåbentlig har ændret mange af børnenes liv, til at der nu er håb.
Første arbejdsdag
9. februar 2009
Idag var første dag på arbejde. De første par timer var frygtelige. Manageren på stedet, og min vejleder, som begge er meget meget søde gennemgik med mig, hvad de forventer og hvad jeg skal gøre og sådan, og listen var uendelig. Jeg sad og følte mig mere og mere utilstrækkelig, og var ved at fortryde hele rejsen. Det kunne de åbenbart se på mig, for de beroligede mig så og understregede, at jeg selvfølgelig ikke skal kunne det hele med det samme.
Mens vi sad der, kom der en social worker med to drenge, som skulle anbringes hos os. De sagde, at de var 15 og 12 år gamle, men vi troede egge, at de løj, for de var meget små. De sagde, at de var brødre, hvilket vi senere fandt ud af ikke passede. De var fra Zimbabwe, og var selv taget derfra til Sydafrika, sandsynligvis ved at tomle og vandre. Det var den ældste, der førte ordet på gebrokkent engelsk, den yngste var som et slukket lys. Der var intet smil eller glimt i øjet hos ham, og han var fuldstændig apatisk og svarede ikke på spørgsmål og henvendelser fra os, men kun fra sin bror. Jeg tror slet ikke, jeg kan forestille mig, hvad han har oplevet...
Efter mødet i formiddags fik jeg lov til at møde alle drengene, efterhånden som de kom hjem fra skole. De er allesammen meget høflige og hilste pænt. De fleste af dem er nogle store muskuløsebrød, og eg følte mig ret fjollet som den ”voksne”, når de tårnede sig op over mig. Da jeg skulle hjem fulgte to af dem mig ned til minibussen, da det endnu ikke er sikkert for mig at gå alene. Da de fandt ud af, at vores hostel er meget tæt på, synes de, jeg var vanvittig, fordi de 5 rand, som minibussen koster, for dem er mange penge. Så for ikke at virke ødsel eller dum, lod jeg dem følge mig hjem, og på vejen fik vi os en god snak. De spurgte til Danmark, og da jeg fortalte om sneen, fik en af dem lys i øjnene. Han har aldrig oplevet snevejr, og fortalte, at det er en af hans største drømme at opleve faldende sne. Så var jeg ved at tude...
Stedet er meget velfungerende, og har en meget høj succesrate af drenge, der klarer sig godt senere, og ikke falder tilbage til gadelivet. Det er financieret af private donationer, men der ikke mange af dem, og stedet er meget slidt og det, der på godt gammeldags dansk bliver kaldt gammelt lort. Der er kakkerlakker i køkkenet, døren til toilettet kan ikke lukke helt, malingen hænger ned alle vegne og sådan fortsætter det. De har rigtig meget brug for skoleartikler og tøj til drengene. De bor 4 på hvert værelse, og værelserne er så slidte, at man næsten ikke tror det. Hvert værelse har 4 senge, 2 skriveborde og et skab per dreng. Det er alt. Mange af skabslågerne mangler eller kan ikke åbne og madrasserne er så slidte, at man ikke længere kan se mønstret på dem. De har et oldgammelt fjernsyn, som alle drengene hænger ved. Det er et af de rigtig gamle, men en træboks rundt om skærmen, og store trykknapper, der skal hives nedad for at skifte kanal. Billedet er helt utydeligt, og alle farver er en nuance af rød, men de ser det alligevel.
De fleste vil meget gerne gå i skole, men der er enkelte, der ikke gider, og standardargumentet til dem lader til at være ”why don’t you want to be president?”. Desværre har de ikke ret mange mennesker at se op til, og det bliver derfor de lokale gangstere, der bliver deres idoler, så derfor har hjemmet indført et mentorsystem, hvor de ældre succesfulde drenge tager nogle af de yngre til sig som en slags storebror. Det fungerer vist rigtig godt, og idag kom en af de ældre drenge med sin forlovede, hvilket skabte jubel både hos ungerne og personalet.
-Mimi
Idag var første dag på arbejde. De første par timer var frygtelige. Manageren på stedet, og min vejleder, som begge er meget meget søde gennemgik med mig, hvad de forventer og hvad jeg skal gøre og sådan, og listen var uendelig. Jeg sad og følte mig mere og mere utilstrækkelig, og var ved at fortryde hele rejsen. Det kunne de åbenbart se på mig, for de beroligede mig så og understregede, at jeg selvfølgelig ikke skal kunne det hele med det samme.
Mens vi sad der, kom der en social worker med to drenge, som skulle anbringes hos os. De sagde, at de var 15 og 12 år gamle, men vi troede egge, at de løj, for de var meget små. De sagde, at de var brødre, hvilket vi senere fandt ud af ikke passede. De var fra Zimbabwe, og var selv taget derfra til Sydafrika, sandsynligvis ved at tomle og vandre. Det var den ældste, der førte ordet på gebrokkent engelsk, den yngste var som et slukket lys. Der var intet smil eller glimt i øjet hos ham, og han var fuldstændig apatisk og svarede ikke på spørgsmål og henvendelser fra os, men kun fra sin bror. Jeg tror slet ikke, jeg kan forestille mig, hvad han har oplevet...
Efter mødet i formiddags fik jeg lov til at møde alle drengene, efterhånden som de kom hjem fra skole. De er allesammen meget høflige og hilste pænt. De fleste af dem er nogle store muskuløsebrød, og eg følte mig ret fjollet som den ”voksne”, når de tårnede sig op over mig. Da jeg skulle hjem fulgte to af dem mig ned til minibussen, da det endnu ikke er sikkert for mig at gå alene. Da de fandt ud af, at vores hostel er meget tæt på, synes de, jeg var vanvittig, fordi de 5 rand, som minibussen koster, for dem er mange penge. Så for ikke at virke ødsel eller dum, lod jeg dem følge mig hjem, og på vejen fik vi os en god snak. De spurgte til Danmark, og da jeg fortalte om sneen, fik en af dem lys i øjnene. Han har aldrig oplevet snevejr, og fortalte, at det er en af hans største drømme at opleve faldende sne. Så var jeg ved at tude...
Stedet er meget velfungerende, og har en meget høj succesrate af drenge, der klarer sig godt senere, og ikke falder tilbage til gadelivet. Det er financieret af private donationer, men der ikke mange af dem, og stedet er meget slidt og det, der på godt gammeldags dansk bliver kaldt gammelt lort. Der er kakkerlakker i køkkenet, døren til toilettet kan ikke lukke helt, malingen hænger ned alle vegne og sådan fortsætter det. De har rigtig meget brug for skoleartikler og tøj til drengene. De bor 4 på hvert værelse, og værelserne er så slidte, at man næsten ikke tror det. Hvert værelse har 4 senge, 2 skriveborde og et skab per dreng. Det er alt. Mange af skabslågerne mangler eller kan ikke åbne og madrasserne er så slidte, at man ikke længere kan se mønstret på dem. De har et oldgammelt fjernsyn, som alle drengene hænger ved. Det er et af de rigtig gamle, men en træboks rundt om skærmen, og store trykknapper, der skal hives nedad for at skifte kanal. Billedet er helt utydeligt, og alle farver er en nuance af rød, men de ser det alligevel.
De fleste vil meget gerne gå i skole, men der er enkelte, der ikke gider, og standardargumentet til dem lader til at være ”why don’t you want to be president?”. Desværre har de ikke ret mange mennesker at se op til, og det bliver derfor de lokale gangstere, der bliver deres idoler, så derfor har hjemmet indført et mentorsystem, hvor de ældre succesfulde drenge tager nogle af de yngre til sig som en slags storebror. Det fungerer vist rigtig godt, og idag kom en af de ældre drenge med sin forlovede, hvilket skabte jubel både hos ungerne og personalet.
-Mimi
søndag den 8. februar 2009
Hugin i vores "ægteseng" - de har givet os honeymoon-rummet.
Kaptajn Hugin på Sunset Champagne Cruise.
Fra ventre bagerst: Ben, Frida, Hugin, Michael, Henriette, Mimi, Majken, Maria, Dave, Luiza og Alina på Sunset Champagne Cruise.
Sådan der blev Mimi alt for fuld...
Ben, Alina, Michael, Frida, Luiza, Hugin og jeg til Margaritas på Panchos.
Det hus, vi med al sansynlighed flytter ind i! Foran er Mimi, Maria og Henriette.
Hugin, Alina, Michael og Ben i poolen, absolut ikke særlig ædru..
Ben, Alina, Frida, Antje, Hugin, Michael, Bellen, Luiza, Mimi på Don Pedros.
På bjerget ved Silvermine. Hugin, Linda til højre og hendes veninde til venstre.
Nadia (Linda og Brians datter), Mimi og Hugin ved Silvermine.
Sabbat middag hos familien Thorn
8. februar 2009
Det er svært at tage sig sammen til at skrive alt det ned, som vi har lavet, for vi laver noget hele tiden. Vi bor stadig på vores hostel, og har næsten ikke lyst til at forlade det, for her er så mange gode mennesker, så vi har opbygget en hel vennekreds omkring det. Men vi skal jo have et eget sted, og idag har vi sammen to socialrådgiverstuderende fra Århus, som også bor på samme hostel ansøgt om et hus i området Observatory, som er fyldt med studerende og natteliv og sådan. Vores kontakt på udlejningsfirmaet sagde, at med tanke på, hvor mange penge, en dansk SU er hernede, skulle det virkelig ikke være noget problem, så nu krydser vi fingre for, at vi får den endelige godkendelse og så kan flytte ind onsdag, hvor vi er nødt til at være ude af hostellet. En engelsk ven, vi har fået hernede, flytter med i hvert fald den første måned, så der bliver vi fem i huset.
Vi er ikke startet på arbejde endnu, men skal begge starte i morgen (altså mandag). I onsdags var vi begge ude hos vores steder og besøge dem. Mit (Hugin) møde gik meget hurtigt – vi fik lige talt om stedet og om alle de projekter, de har kørende, og om vores forventninger til hinanden. Mit (Mimi)møde gik lidt stærkt, og i løbet af ingen tid var jeg inviteret med til et møde samme dag, som var for alle lederne af de forskellige institutioner i samme område. Jeg sad til mødet og læste referatet fra sidste møde, og det er nogle ganske anderledes hernede. Et af emnerne på referatet var personalets lønninger. De bliver betalt 11 Rand i timen, hvilket svarer til ca. 6 danske kroner, men organisationen mente, at det ikke er holdbart i længden, og foreslår derfor, at der skal skæres i lønningerne. Selvom alting er billigere hernede, kommer man ikke langt for 11 Rand (R). En billet til en minibus, som er det lokale transportmiddel koster enten 3½ eller 5 Rand, alt efter, hvor man er, så det er ikke mange penge, de har at leve for. En agurk koster ca. 4 R, en liter youghurt 10 R, en burgermenu på en café 40 R, en halv liter kildevand 7 R. Så kan I jo selv regne ud, hvor dyrt det er for dem. Og hvor rige, vi er i deres øjne.
Minibusserne er en historie for sig. Det er bare et rugbrød, der som regel er vanvittigt ramponeret, med manglende vinduer, døre, der er ved at falde af, og sæder, der nærmest er ikke eksisterende. De kører som sindssyge og væver ind og ud af trafikken for at fange flest muligt kunder. Der er altid en chauffør og en, der sidder bagved og pifter og hyler ud af vinduet for at fange vores opmærksomhed. Man står ikke ved et stoppested, men vifter bare med hånden og så kører de ellers dødskørsel for at komme hen til en. Så propper de bilerne med mange flere mennesker, end der er plads til, så man halvt sidder på skødet af hinanden, og kører så igen dødskørsel til der, hvor man skal af. I starten turde jeg (Mimi) slet ikke tage dem, men det som med så meget andet – man vænner sig hurtigt til det.
For di vi ikke er startet på arbejde endnu, har vi turistet en masse, og i den tid , vi har været her har vi været i Silvermine, en del af Cape Town National Park, shoppet i centrum (her er intet,der minder om H&M – jeg savner H&M!), taget en masse forældreløse unger til en kæmpe pool (sikkerheden var ikke lige som derhjemme – Mimi var ved at få nervøst sammenbrud, Hugin hyggede sig ubekymret og kasted erundt med ungerne), braai’et en masse (braai er barbecue), var til middag hos en kvinde, der er leder af en stor velgørende organisation hernede, har været lidt i byen, kigget på huse, spist rigtig meget ude, været på Boulders Beach (en kæmpe stenstrand, hvor man bader side om side med pingviner), været på vingård og prøve vinsmagning, hvor Hugin også fik kælet med en gepard (på vejen derud kørte vi forbi både strudse, zebraer og pelikaner – men det så Hugin ikke, for han sov på mine ben), været 11 venner på Sunset Champagne Cruise på en sejlbåd og set sæler og blevet meget våde, prøvet at tage i teatret, men var det forkerte sted, og endte med at se de første fem minutter af en afrikaans musical (!), hvorefter vi i stedet gik ud og spiste, og sikkert en masse mere, som vi ikke kan huske lige nu. Men der har været rigtig rigtig meget god mad!
Udover alle de ting, vi er taget ud for at opleve, har vi også brugt en masse tid her på hostellet på bare at spille kort, hygge os, ligge ved poolen (og i poolen), grille osv. Så der har også været slappe-tid. I aften holder en af dem , der bor her, en støttekoncert med sin ven, som er en lokal mand, der ikke har råd til at købe en guitar, så vi skal have samlet sammen til en til ham.
Vi er af vores tyske venner Michael og Alina, som vi har mødt hernede, blevet inviteret med til Namibia i næste uge, bl.a. for at besøge en af SOS-børnebyerne, hvilket vi virkelig gerne vil, men det kommer lidt an på arbejdstider og økonomi.
De sidste par dage har her været 36-38 grader, hvilket har været hæsligt. Idag er vi tilbage på kun 25, hvilket føles skønt. Det kan vi lide! Sommeren hernede skulle vare til ca. midten af marts, så vi nyder det og bruger en masse penge på solcreme.
Forhåbentligt kan vi skrive oftere snart, da vi regner med at skaffe internet til huset.
onsdag den 4. februar 2009
Hov, vi har ikke lige været så gode til at få opdateret, men her kommer det, jeg skrev forleden aften:
Fredag d. 30. januar 2009
Vi ankom til Cape Town torsdag morgen klokken seks efter en flyvetur på 11 timer fra Heathrow. Ingen af os havde sovet overhovedet, men vi var så overstadige over endelig at være fremme og at være i gang med vores eventyr, at vi overhovedet ikke var trætte. Det hjalp også, at temperaturen allerede så tidligt var oppe i 20erne. AfrikaKontakt havde arrangeret, at vi blev hentet af en lokal, og fra hans bil kunne vi se de ekstremt fattige townships hele vejen fra lufthavnen. Det er med huse lavet af bølgepap og plasticposer, og de ligger lige op til socialt boligbyggeri, som igen ligger lige op ad lækre huse og lejlighedsbygninger. Man forstår ikke helt, hvordan det sådan kan ligge dør om dør.
Fra bilen så vi, hvordan de kører hernede. Det er helt vanvittigt. Mange har åbne ladvogne eller sådan nogle biler med enormt store bagagerum med vinduer i, hvor der sidder massevis af mennesker stuvet ind. Nogle af dem sad så klemt, at den bagerste person hang med torsoen ud af vinduet i bagklappen. Der er selvfølgelig ingen seler eller sæder eller noget som helst andet. Jeg var helt chokeret over det.
På vores hostel, Deco Lodge, fik vi et bad og et tøjskift, og så kom vores kontaktperson, Sofia fra Sverige, og mødte os. Hun fortalte, at jeg skal være to steder, og dermed også får lov til at være med til at opstarte en børnehave i et meget fattigt område i nærheden af det andet praktiksted. Mit første praktiksted bliver nok en kaotisk oplevelse, da de for et par dage siden havde taget alle drengene ud og svømme, og en af drengene var druknet. Han skal begraves i morgen lørdag, og så starter vi onsdag... Det bliver nok en tung oplevelse.
Hun tog os med ud i sin lille bil og viste os lidt af de områder, vi skal bo og arbejde i og vi fik ordnet en masse praktiske ting, som at få købt lokale sim-kort, handlet lidt ind osv. Vi spiste en god frokost, som i vores øjne nærmest var gratis. Her er utroligt billigt for os. En dåse-cola koster ca. 3 kr., en tallerken god pasta koster ca. en tyver, en lokal øl koster en femmer og en flaske af deres fantastiske vin på restaurant (i den dyre ende af vinkortet) koster 70 kr. Det bliver farligt i længden! Vi har fundet på, at vi skal lave vores egen restaurantguide, så vi har købt en lille notesbog, hvor vi giver karakter på 13-skalaen, både til restauranten og til den vin, som sandsynligvis bliver en egen trekant i vores kostpyramide.
Vi blev oppasset af en kvinde med en baby på armen, som tiggede. Hun havde ingen tænder i overmunden og viste os barnet meget, for at vi skulle få medlidenhed med hende. Sofia havde fortalt os, at vi generelt ikke skal give penge til tiggere, men det var virkelig svært at sige nej. Det skal man lige vænne sig til.
De er meget kærlige hernede. Da vi var inde på et apotek med Sofia, som er meget højgravid, kom en fuldstændig fremmed hen og begyndte at mærke på hendes mave i lang tid. Hun spurgte overhovedet ikke om lov, hvilket næsten forargede mig, som ellers ikke er bleg for fysisk kontakt! Alle kysser også alle på munden hernede. Vi havde fået at vide, at det er sådan, men blev alligevel overraskede og har pænt vendt kinden til. Skik følge eller land fly, men nogle gange må man også bare tage små skridt!
Tilbage på hostellet fik vi en tiltrængt lur og et par spil kort med Ben, en englænder, der også bor her. Derefter fik vi et lift ind til Waterfront af ham og hans sydafrikanske venner Aimee og Richard, og der sad vi omme bag i det enorme bagagerum, som jeg var så chokeret over samme morgen! Hugin og jeg spiste en overdådig middag på Cape Town Fish Market og delte en flaske fantastisk hvidvin. Vi faldt i snak med vores tjener, som fortalte, at han også er tour guide, så vi fik navn og nummer, så vi kan kontakte ham på et andet tidspunkt. Så tog vi ud og mødtes med de andre igen og havnede på lidt forskellige barer, og den ene flaske vin tog den anden, og så var klokken mange og promillen høj, så vi tog hjem og havde haft en fantastisk første dag og aften. Det betød dog desværre, at fredag morgen forsvandt i tømmermænd og dasen ved poolen. Vi fik dog ledt på nettet efter lejlighed og fik ringet rundt, og har nu aftale om at se to huse i morgen. Vi fik introduceret de andre på hostellet til dansk saltlakrids, hvilket var hysterisk morsomt. De så ud, som om vi var ved at forgifte dem.
Så blev vi hentet af Jessica, som er den ene datter til det par, som mine forældre kender hernede. Hun tog os ud til Canal Walk, som er det største shopping center på den sydlige halvkugle. Det var ENORMT og meger dyrt og moderne, hvilket føles underligt, når man et par timer tidligere har set townshipsene med de faldefærdige 15 m2 blikskure, hvor vores chauffør fortalte, at der let kan bo 6-7 mennesker. Derefter skulle vi til middag hos hendes forældre, men hun ville gerne i synagoge til sabbats-aftengudstjenesten, så der tog vi bare med. Det foregik i stuen hjemme hos rabbineren og Jessica og en anden pige sang helt utroligt flot. Det viste sig, at rabbineren Greg er uddannet på Leo Baeck ligesom Sandra.
Der var sabbatmiddag hos Linda og Brian med Jessica, Michael (deres søn) og hans kæreste Mel. Og deres to vanvittige hunde Charlie og Zilla. Vi fik talt en masse og grint og hygget, og jeg fik ringet hjem og talt med Pappa. VI blev kørt tilbage til hostellet af Brian. I bilen havde han en lille læderpung, hvori man tydeligt kunne se på aftegningen i læderet, at der lå en pistol. Så synker man lige en ekstra gang. Vi ved jo godt, at ting er meget anderledes hernede, men vi har ellers slet ikke følt os utrygge endnu.
Nu sidder vi her side om side i Hugins seng på vores meget meget rodede værelse og er så lykkelige for at være her! Her er virkelig utroligt. Og så er her så enormt anderledes end alt, hvad vi er vant til, og det er halvdelen af charmen. Vi er lykkelige som små børn og kan lige nu slet ikke forestille os, at vi nogensinde vil have lyst til at tage hjem igen, specielt når vi står i en 20-graders aftenbrise og hører, at der er -3 grader derhjemme! Vi har taget ca. en million billeder af alt fra hovedtelefonerne i flyet til Taffelbjerget og skolebørn i deres uniformer og vi nyder alting i fulde drag.
Fredag d. 30. januar 2009
Vi ankom til Cape Town torsdag morgen klokken seks efter en flyvetur på 11 timer fra Heathrow. Ingen af os havde sovet overhovedet, men vi var så overstadige over endelig at være fremme og at være i gang med vores eventyr, at vi overhovedet ikke var trætte. Det hjalp også, at temperaturen allerede så tidligt var oppe i 20erne. AfrikaKontakt havde arrangeret, at vi blev hentet af en lokal, og fra hans bil kunne vi se de ekstremt fattige townships hele vejen fra lufthavnen. Det er med huse lavet af bølgepap og plasticposer, og de ligger lige op til socialt boligbyggeri, som igen ligger lige op ad lækre huse og lejlighedsbygninger. Man forstår ikke helt, hvordan det sådan kan ligge dør om dør.
Fra bilen så vi, hvordan de kører hernede. Det er helt vanvittigt. Mange har åbne ladvogne eller sådan nogle biler med enormt store bagagerum med vinduer i, hvor der sidder massevis af mennesker stuvet ind. Nogle af dem sad så klemt, at den bagerste person hang med torsoen ud af vinduet i bagklappen. Der er selvfølgelig ingen seler eller sæder eller noget som helst andet. Jeg var helt chokeret over det.
På vores hostel, Deco Lodge, fik vi et bad og et tøjskift, og så kom vores kontaktperson, Sofia fra Sverige, og mødte os. Hun fortalte, at jeg skal være to steder, og dermed også får lov til at være med til at opstarte en børnehave i et meget fattigt område i nærheden af det andet praktiksted. Mit første praktiksted bliver nok en kaotisk oplevelse, da de for et par dage siden havde taget alle drengene ud og svømme, og en af drengene var druknet. Han skal begraves i morgen lørdag, og så starter vi onsdag... Det bliver nok en tung oplevelse.
Hun tog os med ud i sin lille bil og viste os lidt af de områder, vi skal bo og arbejde i og vi fik ordnet en masse praktiske ting, som at få købt lokale sim-kort, handlet lidt ind osv. Vi spiste en god frokost, som i vores øjne nærmest var gratis. Her er utroligt billigt for os. En dåse-cola koster ca. 3 kr., en tallerken god pasta koster ca. en tyver, en lokal øl koster en femmer og en flaske af deres fantastiske vin på restaurant (i den dyre ende af vinkortet) koster 70 kr. Det bliver farligt i længden! Vi har fundet på, at vi skal lave vores egen restaurantguide, så vi har købt en lille notesbog, hvor vi giver karakter på 13-skalaen, både til restauranten og til den vin, som sandsynligvis bliver en egen trekant i vores kostpyramide.
Vi blev oppasset af en kvinde med en baby på armen, som tiggede. Hun havde ingen tænder i overmunden og viste os barnet meget, for at vi skulle få medlidenhed med hende. Sofia havde fortalt os, at vi generelt ikke skal give penge til tiggere, men det var virkelig svært at sige nej. Det skal man lige vænne sig til.
De er meget kærlige hernede. Da vi var inde på et apotek med Sofia, som er meget højgravid, kom en fuldstændig fremmed hen og begyndte at mærke på hendes mave i lang tid. Hun spurgte overhovedet ikke om lov, hvilket næsten forargede mig, som ellers ikke er bleg for fysisk kontakt! Alle kysser også alle på munden hernede. Vi havde fået at vide, at det er sådan, men blev alligevel overraskede og har pænt vendt kinden til. Skik følge eller land fly, men nogle gange må man også bare tage små skridt!
Tilbage på hostellet fik vi en tiltrængt lur og et par spil kort med Ben, en englænder, der også bor her. Derefter fik vi et lift ind til Waterfront af ham og hans sydafrikanske venner Aimee og Richard, og der sad vi omme bag i det enorme bagagerum, som jeg var så chokeret over samme morgen! Hugin og jeg spiste en overdådig middag på Cape Town Fish Market og delte en flaske fantastisk hvidvin. Vi faldt i snak med vores tjener, som fortalte, at han også er tour guide, så vi fik navn og nummer, så vi kan kontakte ham på et andet tidspunkt. Så tog vi ud og mødtes med de andre igen og havnede på lidt forskellige barer, og den ene flaske vin tog den anden, og så var klokken mange og promillen høj, så vi tog hjem og havde haft en fantastisk første dag og aften. Det betød dog desværre, at fredag morgen forsvandt i tømmermænd og dasen ved poolen. Vi fik dog ledt på nettet efter lejlighed og fik ringet rundt, og har nu aftale om at se to huse i morgen. Vi fik introduceret de andre på hostellet til dansk saltlakrids, hvilket var hysterisk morsomt. De så ud, som om vi var ved at forgifte dem.
Så blev vi hentet af Jessica, som er den ene datter til det par, som mine forældre kender hernede. Hun tog os ud til Canal Walk, som er det største shopping center på den sydlige halvkugle. Det var ENORMT og meger dyrt og moderne, hvilket føles underligt, når man et par timer tidligere har set townshipsene med de faldefærdige 15 m2 blikskure, hvor vores chauffør fortalte, at der let kan bo 6-7 mennesker. Derefter skulle vi til middag hos hendes forældre, men hun ville gerne i synagoge til sabbats-aftengudstjenesten, så der tog vi bare med. Det foregik i stuen hjemme hos rabbineren og Jessica og en anden pige sang helt utroligt flot. Det viste sig, at rabbineren Greg er uddannet på Leo Baeck ligesom Sandra.
Der var sabbatmiddag hos Linda og Brian med Jessica, Michael (deres søn) og hans kæreste Mel. Og deres to vanvittige hunde Charlie og Zilla. Vi fik talt en masse og grint og hygget, og jeg fik ringet hjem og talt med Pappa. VI blev kørt tilbage til hostellet af Brian. I bilen havde han en lille læderpung, hvori man tydeligt kunne se på aftegningen i læderet, at der lå en pistol. Så synker man lige en ekstra gang. Vi ved jo godt, at ting er meget anderledes hernede, men vi har ellers slet ikke følt os utrygge endnu.
Nu sidder vi her side om side i Hugins seng på vores meget meget rodede værelse og er så lykkelige for at være her! Her er virkelig utroligt. Og så er her så enormt anderledes end alt, hvad vi er vant til, og det er halvdelen af charmen. Vi er lykkelige som små børn og kan lige nu slet ikke forestille os, at vi nogensinde vil have lyst til at tage hjem igen, specielt når vi står i en 20-graders aftenbrise og hører, at der er -3 grader derhjemme! Vi har taget ca. en million billeder af alt fra hovedtelefonerne i flyet til Taffelbjerget og skolebørn i deres uniformer og vi nyder alting i fulde drag.
Abonner på:
Opslag (Atom)
