søndag den 1. marts 2009

Lidt opdatering

Af Hugin
Puha hvor er det svært at komme i gang med det her logbog skriveri. Man oplever så meget at man slet ikke kan overskue at få det ned på skrift. Men man ved der er mange som gerne vil høre lidt om vores oplevelser så må hellere komme i gang.

Nu har jeg fået arbejdet lidt mere og har fået et indtryk af stedet selvom vi lige har været en uge i Namibia og som Mimi skrev, var vi ramt af lidt mavekramper og diarre. Yammi. Men vi begynder så småt at vende os til at bo i huset og befærde os rundt i kvarteret, som er rigtigt hyggeligt. Vi er tæt på mange cafeer, restauranter, barer, diskoteker og selv også en udendørs svømmehal. Hernede i Syd Afrika er det ikke MC Donalds som dominerer fastfood markedet, men derimod Kentucky fried chicken. Ingen Burger King. Piv. Det er dog sjældent man spiser de her steder da man får super lækker mad på cafeer og restauranter for ingen penge. Alle slags fiskeretter, kæmpe steaks, salater (for pigerne), strudsekød, krokodillesteak, springbook osv. Fik en kæmpe krokodillesteak for ca. 60 kr.. Nu da vi er flyttet ind i huset er vi begyndt at lave vores egen mad da det kan blive lidt for meget at spise ude hele tiden. Dog er jeg ikke kommet i gang med at lave madpakker da man kan gå ned og købe f.eks. 2 stk. kylling med pomfritter for en 10 kr. Så er det lettere at motivere sig selv til at sove 10 min længere. Den første mdr. har jeg næsten spiste vandmelon til morgenmad hver dag da ¼ af en kæmpe vandmelon koster 6-7 kr.

Når jeg skal på arbejde går jeg op til hovedvejen hvor der konstant kommer minitaxaer, som er en minibus som de lokale bruger da den kun koster 3 kr. Bussen som er beregnet til en 8 personer kan snildt blive proppet med en 15-17 mennesker. Det er noget af en oplevelse og de kører som død og pine, men man vænner sig hurtigt til det. Der er selvfølgelig en chauffør og så en der tager imod penge og hænger halt ud af vinduet og pifter og råber for at få folks opmærksomhed. Nogle gange stopper de også ved sidegader og vedkommende løber op af gader for at se om der er mulige kunder. De kører hele tiden og man venter ikke mere en 1-2 min før den næste kommer. Nogle af busserne er faldefærdige men alle har et kæmpe anlæg i, hvor der bare bliver braget op for volumen. Når man skal have fat i dem rækker man bare hånden ud og det er lige meget hvor du befinder dig på gaden. Man mænger sig ind og så finder man penge frem og nævner hvor man skal af henne. Man siger ikke hvilken gade man skal af ved men nævner f.eks. en butik som ligger på vejen.

Det hænder også tit at jeg bare vælger at gå, da det kun tager en 25 min, men det er ikke mange hvide mennesker man møder på turen og folk kan godt kigge lidt mærkeligt på en. Så længe det er på hovedvejen og i dagslys er det fint nok selvom mange folk ikke føler sig trygge.

Har endda gået på arbejde med min bærbar i en plasticpose med et håndklæde rundt om. De ansatte på mit arbejde tænkte at jeg måtte være skør, men måtte give mig ret i at de slet ikke havde mistanken om at jeg bar rundt på en bærbar.

Selve arbejdet går fint selvom man lige skal vænne sig til måden det foregår på hernede og det ikke er lige så struktureret som hjemme i DK. Man kan f.eks. ikke regne med at alle planer og aftaler holder stik og det er lidt frustrerende hvis man har lavet en aftale med gutterne og at man så ikke altid kan holde hvad man har lovet. Det er også noget jeg vil have fokus på og allerede har snakket med min kontaktperson om. Også omkring at personalet tit snakker om børnene imens de er i lokalet.
Solomon som er min kontaktperson sidder for det meste på kontoret da han står for alt papirarbejde og ja holder alt kørende. Han er den eneste fulduddannet person og er en slags leder, for de andre. Else er grundlæggeren og ejer stedet men har givet det meste af ansvaret til Solomon. Jeg arbejder mest sammen med Cedric, som har taget nogle kurser indenfor faget og så er der Sarah som aldrig har taget en uddannelse. Hun har tilgængelig en stor erfaring indenfor hjemmeløse, hvordan gadelivet er, hvor de befinder sig og er en slags mor der hjælper med lektier og giver skideballer, hvis der er ballade.

Nogle af de ting jeg indtil videre har oplevet omkring drengene er at de har det ret godt sammen socialt. De er en slags familie for hinanden og gode til at hjælpes ad. Men der kan også komme konflikter og har allerede oplevet at stoppe det første slagsmål.

Vi har en Colombianer som kom til nogle dage før jeg startede og han har taget sejlturen fra Brasilien, da han havde fået at vide at Cape Town var en af de rigeste byer i verden. Han er meget stille og rolig og ret intelligent, men alle gutterne har en kort lunte. Jeg sad og lavede lektier med ham og han havde lige fået en lommeregner af skolen og brugte den til at løse opgaverne. Så kommer en af drengene og siger at han ikke skal bruge lommeregneren, da man ikke lærer noget af det. Colombianeren siger at han kan blande sig udenom, men da drengen for 3 gang nævner at han ikke skal bruge lommeregneren rejser colombianeren sig op og klasker en knytnæve i fjæset på drengen og de udveksler nogle slag indtil jeg får splittet dem ad og Cedric kommer. Cedric får drengen lidt på afstand men han er meget vred på colombianeren og vil have hævn. Cedric gør ikke rigtigt noget og griner lidt af det hele og jeg får colombianeren til at sætte sig ned og får hans fokus væk fra den anden dreng. Jeg bliver så frustreret af Cedric at han ikke reagere på noget og bare lader som ingenting at jeg fortsætter med matematik med colombianeren indtil den anden dreng dukker op foran vinduet sammen med Ashley, hvor de fortæller ham hvilken røvfuld han vil få når vi personale ikke er der. Ashley nævner så yderligere at han vil slå ham ihjel, når han sover. Der fik man så lige en lille knude i halsen og man kunne se på Colombianeren at han blev lidt tavs. Det eneste Cedric gjorde var at sige til gutterne at nu skulle de smutte væk fra vinduet og lade colombianeren være. Jeg var helt målløs og vidste slet ikke hvordan jeg skulle reagere så vi fortsatte lidt med matematikken indtil man kunne se at Colombianeren ikke rigtig var til stede. Han nævner så at han gerne tager kampen op, men at han er hjælpeløs om natten. Jeg vågner lidt op og nævner til Cedric at vi må gøre noget ved situation, og han siger bare at det er tomme trusler og Colombianeren er ny og de tester ham af. Men jeg siger til Cedric at jeg tager colombianeren med ind til Solomon for det skal løses. Solomon får så begge ind i lokalet og det ender heldigvis godt. Colombianeren undskylder for sit temperament og ved godt at man måske ikke lige nødvendigvis behøver at give knytnæveslag fordi en kommenterer brugen af en lommeregner. Den anden fik selvfølgelig også at vide at han ikke skal blande sig i andre folks sager.

Men de her drenge er vant til at stå op for dem selv og er ikke bange for at forsvare sig selv. De er begge omkring 17 år, heldigvis var de ret spinkle så man kunne få splittet dem ad, men det viste lidt hvordan de er vant til at håndtere ting på gaden. Ashley som sagde de ville slå Colombianeren ihjel imens han sov, er 13 år og er en lille tynd dreng og han havde intet med det at gøre. Han kan godt lide når der sker noget og er stor i kæften, og problemet er at han aldrig rigtig har oplevet at være et barn. Han har også nævnt at han ikke har nogen venner og stoler absolut ikke på nogen. Han stjæler også alt han kan komme i nærheden af også af de andre drenge han deler køjeseng med. Der var en episode hvor han tog nogle cigaretter fra en som hedder James og afleverede kun nogle af dem tilbage og nævnte at han beholder det han tager. Men han kan også være en god knægt, men nogle gange er det for at snøre os personale.

Man kan blive ved med at snakke om episoder, f.eks. James som havde fundet en klud som var fyldt med noget lim af en art som han sniffede og han var helt oppe at køre. Da de lev på gaden havde de ikke råd til stoffer så de brugte en masse andre giftstoffer, så man kan se på f.eks. Ashley at hans hud ser gammel ud, hans tænder har taget skade og indlæringshukommelsen er ikke i top.

De fleste af drengene går i almindelig skole og kommer hjem ved 14 tiden, men nye tilkommende f.eks. colombianeren, Ashley og en fra Zimbabwe går i en anden form for skole. Der gennemgår de en masse matematik-, læse- og skriveprøver for at finde ud af hvilket trin de er på, hvor de så kan komme i en passende skole. Vi følger dem ned til skolen hver dag og den ene dag blev jeg og så på. Det er folk i alle aldre fra 10 – 40 år, som kommer. Der er stor arbejdsløshed i syd Afrika, så staten er begyndt at betale folk for at tage en uddannelse så de kan blive bedre uddannet, for at få virksomheder vil ansatte flere statsborgere og ikke udlændinge. Den dag hvor jeg var der havde de matematik og de får bare uddelt nogle opgaver og så går der en lærer rundt og holder øje med dem og er til rådighed. Alle sidder i en klump af borde og havestole og de er gode til at kigge af ved siddemanden.

En anden dag hvor alle var i skole kørte Solomon, Cedric, Sarah og jeg ud for at lede efter 2 gutter som var flygtet fra centeret. Vi kørte rundt inde i centrum af Cape town, hvor der ved en bro og en plads for lastbiler, er et typisk opholdssted for mange hjemmeløse. Her ser man folk som sover under træer, sidder i grupper og for det meste delt op i nationaliteter hvor de f.eks. sidder samlet rundt om et lille bål. På turen mødte vi 3 personer som tidligere havde enten været hos vores center eller en anden form for tilknytning. Det ikke alle som er stærke nok til at forlade gadelivet og gribe chancen for at få en uddannelse. De sidste 15 år er det dog blevet meget bedre hvad angår hjemmeløse børn på gaden og der er også kommet langt flere sikkerhedsvagter rundt omkring. Men det de kan leve af er f.eks. tyveri, prostitution og salg af stoffer osv.. Vi var rundt alle mulige steder også inde i en gammel skole som nu var et sted man kan komme og få mad for ca. en 25 øre. Nogle af de ældre knægte man så der var nogle man ikke ønsker at møde når man går rundt alene. Nogle hardcore gangster med tatoveringer og ar på hele kroppen. Man turde knap nok at hilse på dem og se dem i øjnene.

Men vi havde ikke held med at finde de 2 gutter som var smuttet, men til gengæld på vej hjem så Sarah en pige som tidligere havde været i et pigehjem komme gående med en dreng. Drengen havde fat i pigens arm, men de gik stille og roligt, men vi holdte ind og Sarah spørger pigen om hvad hun laver tilbage på gaden osv. Pigen viste ikke nogle ansigtsudtryk og havde et meget koldt og tomt udtryk, men svarede på spørgsmålene. Solomon spørger så drengen hvorfor han holdt sådan på pigen og at hvis han var en gentlemen så holdt han pigen i hånden. De vidste godt at enten handlede det om at han ville have sex med hende eller banke hende. Solomon spørger til sidst efter en lang diskussion med drengen, som også virkede høj på stoffer og fuld af løgn, om pigen ville have et lift med. Fra at virke meget hård og barsk, fyldte hendes øjne med tårer og til sidst hoppede hun ind og sad lige ved siden af mig. Der fik man lige en klump i halsen og jeg så for første gang hvor barskt livet på gaden er. Pigen var 17 år og hun overnattede hos os en nat, hvor hun dagen efter blev kørt til et pigehjem. Hun har højest sandsynligt levet af prostitution.

Vores center har også andre projekter kørende, f.eks. har de en børnehave i en township, som jeg var ude at besøg. Det var en halv times kørsel fra Cape town og det er et meget fattigt område, men var meget overraske over hvor fin børnehaven var. De har overtaget en forholdsvis stor bygning ved en kirke, som de så har restaureret og indvendigt mindede det faktisk om en institution fra Danmark. Institutionen er meget religiøs (det er de fleste steder) og de første 15-20 min med børnene var også fortællinger om Adam og Eva efterfulgt af en masse kristne børnesange. Det kan godt virke ret overvældende og ekstremt, men det var nogle glade og søde børn man var i blandt.

Jeg var der kun i 1½ time hvor Solomon så samlede mig op, hvor vi så skulle til et møde omkring det årlige sommerstævne. Siden 2004 har de haft et sommerstævne hvor der sidste år havde været 2.600 besøgende og det havde de gjort med et budget på ca. 7000 kr. Stævnet er i juni og i år har man valgt at mødes tidligere for at planlægge og skabe et endnu bedre program. Der var repræsentanter fra forskellige centre som alle samarbejder omkring projektet. Mødet blev holdt på en skole hvor vores center også har 2 ansatte, som tager sig af skolebørn der har brug for at snakke om sociale problemer. Jeg vil også blive tilknyttet til dette sted ligesom børnehaven, dog kun en gang i ugen.

Det er lidt af det jeg har oplevet på arbejdet indtil videre, men den sidste uge var vi I Namibia så det er stadig begrænset, hvor stort ens kendskab er til stedets rutiner og virksomhedsplan er.
Kan dog fortælle at vi havde en rigtig god tur til Namibia. Vi (Mimi, Luiza, Ben og jeg) tog bussen derop som tog 22 timer (gab), men landskabet var rigtigt smukt så det hjalp på kedsomheden. Vi ankom til Windhoek som er hovedstaden og vi mødte en englænder (Sam) i bussen, som joinede os hele ugen. Og grunden til at vi tog herop var fordi Alina og Michael (de tyske venner vi mødte på hostellet) tilbragte deres sidste uge heroppe. De skulle besøge SOS children home, som de betaler penge til hver mdr. til en dreng som hedder Clarence. Vi tog med dem og Clarence bor med 6 andre børn i et hus og en ansat. Ved ikke lige hvor mange huse der samlet var men det endte med at vi tog 9 børn med os til en udendørs svømmehal, hvor vi lavede en masse sjov. Der var tilfældigvis også et stævne som kommer en gang årligt, hvor man kan komme gratis og få diplomer for så og så mange baner man har svømmet. Så 3 af børnene fik diplomer med hjem og var meget stolte. Vi var også forbi et storcenter med børnene, hvor de blev forkælet med slik inden vi tog hjem og lavede mad til alle børnene. Den stod på spaghetti bolognes og kage til dessert. Det var en rigtig hyggelig dag og man var godt kvæstet efterfølgende.

Dagen efter var Mimi, Sam og jeg på en busrundtur i Windhoek og var ude ved en township, hvor vi var inde på et marked hvor de lokale handlede. Meget speciel oplevelse og det føltes som om man var gået mange år tilbage i tiden. Der var slagtere som brugte økser til at dele køer op i dele og der lå kohoveder rundt omkring og fluer alle steder. Ved siden af var der en masse mennesker ved grillboder og hyggede sig, men det så lidt usundt ud hvad angår kødet. Tror ikke vores maver ville have klaret mosten med de forskellige bakterier, som indbyggerne nok er vante til. Vi kørte ellers resten af turen igennem nogle ekstremt fattige områder, hvor alt virker til at være ”sponseret” af coca cola.

Mandag havde vi fået nok af regnen i Windhoek og kørte til Swakamund som ligger ude ved kysten. Vi kom i snak med nogle piger som boede i Cape town, som også var på tur og de tog med os til Swakamund og de havde bil så det var bare perfekt. Jeg kørte bilen så jeg har nu erfaret at køre i modsatte vejbane. Meget mærkelig fornemmelse, men heldigvis var det bare 4 timer i en nærmest lige strækning. På vej til Swakamund så vi nok en 20-30 bavianer som lige skulle krydse vejen og kameraerne kom hurtigt op fra lommerne. Fra Windhoek til Swakamund ændrede naturen sig fra grønne bjerge og træer til ørken. Der var sand alle vegne og selve byen kunne heller ikke holdes fri for sand. Ret kedelig og død by, men det var nok fordi vi er udenfor turistsæsonen. Dog var det vigtigste at solen skinnede og havet var fantastisk. Vi blev hurtigt indlogeret og kom i badetøjet. Om aftenen var vi i byen og der kom en del jägermeister ned og det var der nogle der fortrød da vi næste morgen kl 09 skulle ud og sandboarde. De her Sahara bakker af en art var 88 m høje og skulle sigende være de højeste sandbjerge i verden. Og nej der var ingen lift, det var med store støvler og et board i hånden og så ellers bare opad. 2 skridt frem og et tilbage. Sprutten blev hurtigt forbrændt og det var skide sjovt. Ben lavede nogle at de vildeste styrt som jeg forhåbentlig har med hjem på video og jeg fik lavet et hop uden at styrte. Men super fed varm og meget sandet oplevelse. Det var det fineste sand og styrtede man/da man styrtede var det alle steder og kombineret med solcreme, tja så var det nærmest umuligt at slippe af med.

Bagefter tog nogle af os direkte hen til stranden og nogle tog ud for at ride på kameler. Senere på dagen var det så på tide at tage hjem til Windhoek igen og det skulle så vise sig at blive en lang tur. Igen var jeg blevet chauffør og midt ude i ørkenen måtte vi nødstoppet fordi bilen var overophedet. Heldigvis havde vi 4 liter vand med os så vi kunne fylde vandbeholderen op et par gange indtil vi endelig kom til en tankstation. Her blev bilen kølet af og det lykkedes os at komme hjem i god behold. Men man møder måske kun 3 tankstationer på en strækning på 400 km, så det var lidt skræmmende. Onsdag var sidste dag, hvor vi var ude at spise og tage afsked med Michael og Alina, som nu skal hjem til tyskland igen. Det var lidt trist, men vi har allerede lavet planer om at mødes igen i fremtiden. Så sad vi ellers i bus igen på vej hjem til Cape town og vi kom hjem til sol og varme.

Jeg var så på arbejde i går, som var en kort dag og denne weekend har vi bare slappet af og jeg har fået købt lidt møbler til mit værelse. Det skal jo være fint fordi min mor og søskende allerede kommer om 14 dage og besøger mig. De må virkelig savne mig :) Men glæder mig gevaldigt til at se dem/Jer. Over and out.

lørdag den 14. februar 2009

Madforgiftning og nyt hus

Af Mimi

Saa er vi flyttet ind i vores hus. Vores adresse er 8 Bellevliet Road i Observatory, og det er et fatisk meget stort hus, som desvaerre har et lille kakkerlakproblem, hvilket dog snarere er5 reglen end undtagelsen, saa det tager vi med lidt insektspray og en gang taalmodighed. Den familie vi kender hernede var meget tilfredse med sikkerheden i omraadet og med det hus, vi har fundet, saa det foeltes rigtig godt. Vi havde ogsaa fokuseret meget paa intuition omkring omraadet, saa det er dejligt., at vi aabenbart godt kan finde ud af det!

Der er ikke internet i huset endnu, men vi arbejder paa det. Det er ikke helt saa nemt hernede som derhjemme.

Paa torsdag tager vi en tur til Namibia (Windhoek for at vaere mere praecis). Vi skal derop med vores tyske venner Michael og Alina, vores engelske ven Ben, og forhaabentligt vores brasilianske veninde Luiza. Det er en 20-timers bustur hver vej. Det skal nok blive sjovt! Vi skal bl.a. op og besoege en SOS boerneby, hvilket jeg glaeder mig rigtig meget til.

Vi startede paa arbejde i denne uge, men naaede kun at vaere der i to dage, foer hele banden lagde sig med madforgiftning. Det var rigtig skidt og ubehageligt og vaemmeligt, og jeg er endelig blevet rask idag, og er saa glad saa glad for det. Jeg vil helst aldrig have det saadan igen! Heldigvis er vores tyske venner laeger, saa de kunne tage os paa apoteket og skaffe de gode drugs!

Idag tog Maria (vores ene housemate - den anden er Henriette) og jeg til Kalk Bay, bare paa pigetur. Kalk Bay er en rigtig hyggelig lille fisker- og turistby, og det var rart bare at vaere os. Vi er hele tiden saa mange sammen, saa det var rart med lidt ro.

Naa, det var bare en lille update uden saa mange reflektioner... Skriv endelig tilbage, det er saa rart at hoere hjemmefra!

Knus

mandag den 9. februar 2009

Af Hugin

Min dag startede meget afslappende, dog farede jeg lidt vild med minibusserne, da jeg ikke helt vidste hvor jeg skulle hen. Men i sidste ende fandt jeg frem og nåde det lige til tiden (kl. 09.00). Stedet (Multi service center) er et hjem for børn der har levet på gaden og derefter blevet tilbudt at komme til centeret. De er i alderen fra 10-18 og har forskellige nationaliteter. Der er børn fra Zimbabwe, Congo, selvfølgelig Sydafrika og sågar en fra Colombia. De har alle forskellige historier og kulturer, men det til fælles at de har været hjemmeløse, uden megen forældrestøtte. De ældste af dem tager i skole om morgenen så når jeg kommer er der kun en 3-4 børn hjemme og det er de yngre af dem. Ved 14-15 tiden komme de andre hjem og så sker der lidt mere. Personalet på stedet er superflinke og meget hjælpsomme og er kommet rigtigt godt ud af det med alle.

Børnene deler værelse fordelt i 2 rum, hvor de har en køje hver og et lille skab. Kan ikke lige huske antallet af børn, men omkring 20 børn. Der er plads til 30. Stedet har en stor sal hvor der er en lille scene hvor de elsker at danse og høre musik. Det er gode til at freestyle og generelt alt hvad har med dans at gøre. Tror jeg venter lidt med at lære dem pardans. De spiser også i salen hvor der er en lille kantine hvor der bliver serveret mad morgen, middag og aften. Så er der et computerrum og tv lokale hvor de lige har fået doneret kabel tv, så de skal tit slæbes ud derfra, da vi gerne skulle engagere dem til at lave lektier, aktiviteter osv osv samarbejde. De har også en ældre folkevogn så man kan komme ud af huset til en masse aktiviteter. Børnene må ikke gå ud af centeret, undtage når de skal i skole. Det er for at holde dem væk fra gadelivet, hvad angår kriminalitet. Mange af børnene formår dog stadigvæk at lave ballade og indbrud. Der er en dreng på 11 år som er vokset op i et gangstermiljø og han vil gerne være gangster. Lille flabet unge, men han har også den høflige side og en barnlig sjæl, når man laver aktiviteter med ham. Han er bare vant til at skulle være hård, selvom han kun er 11 år.

Denne kommende uge skal jeg bare gå rundt og observere og komme tættere på børnene, så jeg fik en del motion i dag. Jeg svedte som bare pokker, da temperaturen er lidt anderledes hernede og jeg er jo nød til at gi’ mig 110 %, da jeg ikke kan finde ud af andet. Fik spillet fodbold, basket, uno og lærte en ny leg som minder lidt om tennis. Du har bare ikke nogen ketcher, da man skal bruge hånden. Man er jo nød til at være opfindsom når man ikke har råd til udstyr. Det var en sjov leg, men var også døden nær efter 10 min. Det kan være lidt svært at kommunikere med alle børnene da de snakker afrikaans hernede, så der er meget man ikke forstår. Men øvelse gør mester, har jeg hørt. Men har fundet ud af hvor betydningsfuldt f.eks. sport er. Idrætten har sit eget sprog og vi ved f.eks. alle at en fodbold skal sparkes til og man scorer ved modstanderens mål. Så uden megen kommunikation kom jeg tæt på mange af dem og fik endda lært dem nogle nye lege.

I dag fik de et skema med 6 forskellige aktiviteter, hvor de mindst skal vælge 3. I dag havde de muligheden for at komme ud til et projekt kaldt zip zak. Det er et slags cirkus, men uden klovne og dyr. Jeg fik muligheden for at komme med selvom det var efter arbejdstid, men så det som en god mulighed for at komme tættere på dem. Det var i centrum af Cape town og der lærte vi alt fra at lave springgymnastik, jonglere, cykle på ethjulet cykler osv. Og de elskede det. Især springgymnastik. De her unger er frygtløse. De laver de vildeste stunt uden at have prøvet springbrætter før og har et talent til at lære rigtig hurtigt. Er virkelig imponeret af deres mod og hvor lærenemme de er.

Så efter det blev jeg kørt hjem og må sige at jeg er ret kvæstet nu. Glæder mig til i morgen hvor vi skal ud på gaden og se hvordan andre hjemmeløse børn bor. Det bliver selvfølgelig lidt trist, men er spændt på at sammenligne de hjemmeløse med de børn som nu bor i centeret. Se hvor børnene fra centeret er vokset op og under hvilke vilkår. Se hvor stor forskel der er og at centeret forhåbentlig har ændret mange af børnenes liv, til at der nu er håb.

Første arbejdsdag

9. februar 2009

Idag var første dag på arbejde. De første par timer var frygtelige. Manageren på stedet, og min vejleder, som begge er meget meget søde gennemgik med mig, hvad de forventer og hvad jeg skal gøre og sådan, og listen var uendelig. Jeg sad og følte mig mere og mere utilstrækkelig, og var ved at fortryde hele rejsen. Det kunne de åbenbart se på mig, for de beroligede mig så og understregede, at jeg selvfølgelig ikke skal kunne det hele med det samme.

Mens vi sad der, kom der en social worker med to drenge, som skulle anbringes hos os. De sagde, at de var 15 og 12 år gamle, men vi troede egge, at de løj, for de var meget små. De sagde, at de var brødre, hvilket vi senere fandt ud af ikke passede. De var fra Zimbabwe, og var selv taget derfra til Sydafrika, sandsynligvis ved at tomle og vandre. Det var den ældste, der førte ordet på gebrokkent engelsk, den yngste var som et slukket lys. Der var intet smil eller glimt i øjet hos ham, og han var fuldstændig apatisk og svarede ikke på spørgsmål og henvendelser fra os, men kun fra sin bror. Jeg tror slet ikke, jeg kan forestille mig, hvad han har oplevet...

Efter mødet i formiddags fik jeg lov til at møde alle drengene, efterhånden som de kom hjem fra skole. De er allesammen meget høflige og hilste pænt. De fleste af dem er nogle store muskuløsebrød, og eg følte mig ret fjollet som den ”voksne”, når de tårnede sig op over mig. Da jeg skulle hjem fulgte to af dem mig ned til minibussen, da det endnu ikke er sikkert for mig at gå alene. Da de fandt ud af, at vores hostel er meget tæt på, synes de, jeg var vanvittig, fordi de 5 rand, som minibussen koster, for dem er mange penge. Så for ikke at virke ødsel eller dum, lod jeg dem følge mig hjem, og på vejen fik vi os en god snak. De spurgte til Danmark, og da jeg fortalte om sneen, fik en af dem lys i øjnene. Han har aldrig oplevet snevejr, og fortalte, at det er en af hans største drømme at opleve faldende sne. Så var jeg ved at tude...

Stedet er meget velfungerende, og har en meget høj succesrate af drenge, der klarer sig godt senere, og ikke falder tilbage til gadelivet. Det er financieret af private donationer, men der ikke mange af dem, og stedet er meget slidt og det, der på godt gammeldags dansk bliver kaldt gammelt lort. Der er kakkerlakker i køkkenet, døren til toilettet kan ikke lukke helt, malingen hænger ned alle vegne og sådan fortsætter det. De har rigtig meget brug for skoleartikler og tøj til drengene. De bor 4 på hvert værelse, og værelserne er så slidte, at man næsten ikke tror det. Hvert værelse har 4 senge, 2 skriveborde og et skab per dreng. Det er alt. Mange af skabslågerne mangler eller kan ikke åbne og madrasserne er så slidte, at man ikke længere kan se mønstret på dem. De har et oldgammelt fjernsyn, som alle drengene hænger ved. Det er et af de rigtig gamle, men en træboks rundt om skærmen, og store trykknapper, der skal hives nedad for at skifte kanal. Billedet er helt utydeligt, og alle farver er en nuance af rød, men de ser det alligevel.

De fleste vil meget gerne gå i skole, men der er enkelte, der ikke gider, og standardargumentet til dem lader til at være ”why don’t you want to be president?”. Desværre har de ikke ret mange mennesker at se op til, og det bliver derfor de lokale gangstere, der bliver deres idoler, så derfor har hjemmet indført et mentorsystem, hvor de ældre succesfulde drenge tager nogle af de yngre til sig som en slags storebror. Det fungerer vist rigtig godt, og idag kom en af de ældre drenge med sin forlovede, hvilket skabte jubel både hos ungerne og personalet.

-Mimi

søndag den 8. februar 2009



På Sunset Champagne Cruise












Sammen med 4 andre havde vi taget 17 forældreløse børn med til en kæmpe pool. Da vi skulle tage fællesbillede blev alle de sorte børn usynlige...






Fællesbillede på Jamaica Me Crazy - gider ikke skrive alle navnene igen.


Os to i alt andet end ædru tilstand omme bag i en Bakkie - deres biler, hvor man bare sidder løst omme i bagagerummet.









Der var en STOR neonfarvet edderkop på hostellet.










Hugin og Rich laver rigtig mandre-braai. Masser af KØd. Kød, mere KØD.










Sådan kører man bil hernede...













Hugin og Ben klappede en gepard.





Hugin i vores "ægteseng" - de har givet os honeymoon-rummet.











Kaptajn Hugin på Sunset Champagne Cruise.









Fra ventre bagerst: Ben, Frida, Hugin, Michael, Henriette, Mimi, Majken, Maria, Dave, Luiza og Alina på Sunset Champagne Cruise.







Sådan der blev Mimi alt for fuld...













Ben, Alina, Michael, Frida, Luiza, Hugin og jeg til Margaritas på Panchos.