Første arbejdsdag

9. februar 2009

Idag var første dag på arbejde. De første par timer var frygtelige. Manageren på stedet, og min vejleder, som begge er meget meget søde gennemgik med mig, hvad de forventer og hvad jeg skal gøre og sådan, og listen var uendelig. Jeg sad og følte mig mere og mere utilstrækkelig, og var ved at fortryde hele rejsen. Det kunne de åbenbart se på mig, for de beroligede mig så og understregede, at jeg selvfølgelig ikke skal kunne det hele med det samme.

Mens vi sad der, kom der en social worker med to drenge, som skulle anbringes hos os. De sagde, at de var 15 og 12 år gamle, men vi troede egge, at de løj, for de var meget små. De sagde, at de var brødre, hvilket vi senere fandt ud af ikke passede. De var fra Zimbabwe, og var selv taget derfra til Sydafrika, sandsynligvis ved at tomle og vandre. Det var den ældste, der førte ordet på gebrokkent engelsk, den yngste var som et slukket lys. Der var intet smil eller glimt i øjet hos ham, og han var fuldstændig apatisk og svarede ikke på spørgsmål og henvendelser fra os, men kun fra sin bror. Jeg tror slet ikke, jeg kan forestille mig, hvad han har oplevet...

Efter mødet i formiddags fik jeg lov til at møde alle drengene, efterhånden som de kom hjem fra skole. De er allesammen meget høflige og hilste pænt. De fleste af dem er nogle store muskuløsebrød, og eg følte mig ret fjollet som den ”voksne”, når de tårnede sig op over mig. Da jeg skulle hjem fulgte to af dem mig ned til minibussen, da det endnu ikke er sikkert for mig at gå alene. Da de fandt ud af, at vores hostel er meget tæt på, synes de, jeg var vanvittig, fordi de 5 rand, som minibussen koster, for dem er mange penge. Så for ikke at virke ødsel eller dum, lod jeg dem følge mig hjem, og på vejen fik vi os en god snak. De spurgte til Danmark, og da jeg fortalte om sneen, fik en af dem lys i øjnene. Han har aldrig oplevet snevejr, og fortalte, at det er en af hans største drømme at opleve faldende sne. Så var jeg ved at tude...

Stedet er meget velfungerende, og har en meget høj succesrate af drenge, der klarer sig godt senere, og ikke falder tilbage til gadelivet. Det er financieret af private donationer, men der ikke mange af dem, og stedet er meget slidt og det, der på godt gammeldags dansk bliver kaldt gammelt lort. Der er kakkerlakker i køkkenet, døren til toilettet kan ikke lukke helt, malingen hænger ned alle vegne og sådan fortsætter det. De har rigtig meget brug for skoleartikler og tøj til drengene. De bor 4 på hvert værelse, og værelserne er så slidte, at man næsten ikke tror det. Hvert værelse har 4 senge, 2 skriveborde og et skab per dreng. Det er alt. Mange af skabslågerne mangler eller kan ikke åbne og madrasserne er så slidte, at man ikke længere kan se mønstret på dem. De har et oldgammelt fjernsyn, som alle drengene hænger ved. Det er et af de rigtig gamle, men en træboks rundt om skærmen, og store trykknapper, der skal hives nedad for at skifte kanal. Billedet er helt utydeligt, og alle farver er en nuance af rød, men de ser det alligevel.

De fleste vil meget gerne gå i skole, men der er enkelte, der ikke gider, og standardargumentet til dem lader til at være ”why don’t you want to be president?”. Desværre har de ikke ret mange mennesker at se op til, og det bliver derfor de lokale gangstere, der bliver deres idoler, så derfor har hjemmet indført et mentorsystem, hvor de ældre succesfulde drenge tager nogle af de yngre til sig som en slags storebror. Det fungerer vist rigtig godt, og idag kom en af de ældre drenge med sin forlovede, hvilket skabte jubel både hos ungerne og personalet.

-Mimi