Hov, vi har ikke lige været så gode til at få opdateret, men her kommer det, jeg skrev forleden aften:

Fredag d. 30. januar 2009
Vi ankom til Cape Town torsdag morgen klokken seks efter en flyvetur på 11 timer fra Heathrow. Ingen af os havde sovet overhovedet, men vi var så overstadige over endelig at være fremme og at være i gang med vores eventyr, at vi overhovedet ikke var trætte. Det hjalp også, at temperaturen allerede så tidligt var oppe i 20erne. AfrikaKontakt havde arrangeret, at vi blev hentet af en lokal, og fra hans bil kunne vi se de ekstremt fattige townships hele vejen fra lufthavnen. Det er med huse lavet af bølgepap og plasticposer, og de ligger lige op til socialt boligbyggeri, som igen ligger lige op ad lækre huse og lejlighedsbygninger. Man forstår ikke helt, hvordan det sådan kan ligge dør om dør.

Fra bilen så vi, hvordan de kører hernede. Det er helt vanvittigt. Mange har åbne ladvogne eller sådan nogle biler med enormt store bagagerum med vinduer i, hvor der sidder massevis af mennesker stuvet ind. Nogle af dem sad så klemt, at den bagerste person hang med torsoen ud af vinduet i bagklappen. Der er selvfølgelig ingen seler eller sæder eller noget som helst andet. Jeg var helt chokeret over det.

På vores hostel, Deco Lodge, fik vi et bad og et tøjskift, og så kom vores kontaktperson, Sofia fra Sverige, og mødte os. Hun fortalte, at jeg skal være to steder, og dermed også får lov til at være med til at opstarte en børnehave i et meget fattigt område i nærheden af det andet praktiksted. Mit første praktiksted bliver nok en kaotisk oplevelse, da de for et par dage siden havde taget alle drengene ud og svømme, og en af drengene var druknet. Han skal begraves i morgen lørdag, og så starter vi onsdag... Det bliver nok en tung oplevelse.

Hun tog os med ud i sin lille bil og viste os lidt af de områder, vi skal bo og arbejde i og vi fik ordnet en masse praktiske ting, som at få købt lokale sim-kort, handlet lidt ind osv. Vi spiste en god frokost, som i vores øjne nærmest var gratis. Her er utroligt billigt for os. En dåse-cola koster ca. 3 kr., en tallerken god pasta koster ca. en tyver, en lokal øl koster en femmer og en flaske af deres fantastiske vin på restaurant (i den dyre ende af vinkortet) koster 70 kr. Det bliver farligt i længden! Vi har fundet på, at vi skal lave vores egen restaurantguide, så vi har købt en lille notesbog, hvor vi giver karakter på 13-skalaen, både til restauranten og til den vin, som sandsynligvis bliver en egen trekant i vores kostpyramide.

Vi blev oppasset af en kvinde med en baby på armen, som tiggede. Hun havde ingen tænder i overmunden og viste os barnet meget, for at vi skulle få medlidenhed med hende. Sofia havde fortalt os, at vi generelt ikke skal give penge til tiggere, men det var virkelig svært at sige nej. Det skal man lige vænne sig til.

De er meget kærlige hernede. Da vi var inde på et apotek med Sofia, som er meget højgravid, kom en fuldstændig fremmed hen og begyndte at mærke på hendes mave i lang tid. Hun spurgte overhovedet ikke om lov, hvilket næsten forargede mig, som ellers ikke er bleg for fysisk kontakt! Alle kysser også alle på munden hernede. Vi havde fået at vide, at det er sådan, men blev alligevel overraskede og har pænt vendt kinden til. Skik følge eller land fly, men nogle gange må man også bare tage små skridt!

Tilbage på hostellet fik vi en tiltrængt lur og et par spil kort med Ben, en englænder, der også bor her. Derefter fik vi et lift ind til Waterfront af ham og hans sydafrikanske venner Aimee og Richard, og der sad vi omme bag i det enorme bagagerum, som jeg var så chokeret over samme morgen! Hugin og jeg spiste en overdådig middag på Cape Town Fish Market og delte en flaske fantastisk hvidvin. Vi faldt i snak med vores tjener, som fortalte, at han også er tour guide, så vi fik navn og nummer, så vi kan kontakte ham på et andet tidspunkt. Så tog vi ud og mødtes med de andre igen og havnede på lidt forskellige barer, og den ene flaske vin tog den anden, og så var klokken mange og promillen høj, så vi tog hjem og havde haft en fantastisk første dag og aften. Det betød dog desværre, at fredag morgen forsvandt i tømmermænd og dasen ved poolen. Vi fik dog ledt på nettet efter lejlighed og fik ringet rundt, og har nu aftale om at se to huse i morgen. Vi fik introduceret de andre på hostellet til dansk saltlakrids, hvilket var hysterisk morsomt. De så ud, som om vi var ved at forgifte dem.

Så blev vi hentet af Jessica, som er den ene datter til det par, som mine forældre kender hernede. Hun tog os ud til Canal Walk, som er det største shopping center på den sydlige halvkugle. Det var ENORMT og meger dyrt og moderne, hvilket føles underligt, når man et par timer tidligere har set townshipsene med de faldefærdige 15 m2 blikskure, hvor vores chauffør fortalte, at der let kan bo 6-7 mennesker. Derefter skulle vi til middag hos hendes forældre, men hun ville gerne i synagoge til sabbats-aftengudstjenesten, så der tog vi bare med. Det foregik i stuen hjemme hos rabbineren og Jessica og en anden pige sang helt utroligt flot. Det viste sig, at rabbineren Greg er uddannet på Leo Baeck ligesom Sandra.

Der var sabbatmiddag hos Linda og Brian med Jessica, Michael (deres søn) og hans kæreste Mel. Og deres to vanvittige hunde Charlie og Zilla. Vi fik talt en masse og grint og hygget, og jeg fik ringet hjem og talt med Pappa. VI blev kørt tilbage til hostellet af Brian. I bilen havde han en lille læderpung, hvori man tydeligt kunne se på aftegningen i læderet, at der lå en pistol. Så synker man lige en ekstra gang. Vi ved jo godt, at ting er meget anderledes hernede, men vi har ellers slet ikke følt os utrygge endnu.

Nu sidder vi her side om side i Hugins seng på vores meget meget rodede værelse og er så lykkelige for at være her! Her er virkelig utroligt. Og så er her så enormt anderledes end alt, hvad vi er vant til, og det er halvdelen af charmen. Vi er lykkelige som små børn og kan lige nu slet ikke forestille os, at vi nogensinde vil have lyst til at tage hjem igen, specielt når vi står i en 20-graders aftenbrise og hører, at der er -3 grader derhjemme! Vi har taget ca. en million billeder af alt fra hovedtelefonerne i flyet til Taffelbjerget og skolebørn i deres uniformer og vi nyder alting i fulde drag.