8. februar 2009

Det er svært at tage sig sammen til at skrive alt det ned, som vi har lavet, for vi laver noget hele tiden. Vi bor stadig på vores hostel, og har næsten ikke lyst til at forlade det, for her er så mange gode mennesker, så vi har opbygget en hel vennekreds omkring det. Men vi skal jo have et eget sted, og idag har vi sammen to socialrådgiverstuderende fra Århus, som også bor på samme hostel ansøgt om et hus i området Observatory, som er fyldt med studerende og natteliv og sådan. Vores kontakt på udlejningsfirmaet sagde, at med tanke på, hvor mange penge, en dansk SU er hernede, skulle det virkelig ikke være noget problem, så nu krydser vi fingre for, at vi får den endelige godkendelse og så kan flytte ind onsdag, hvor vi er nødt til at være ude af hostellet. En engelsk ven, vi har fået hernede, flytter med i hvert fald den første måned, så der bliver vi fem i huset.

Vi er ikke startet på arbejde endnu, men skal begge starte i morgen (altså mandag). I onsdags var vi begge ude hos vores steder og besøge dem. Mit (Hugin) møde gik meget hurtigt – vi fik lige talt om stedet og om alle de projekter, de har kørende, og om vores forventninger til hinanden. Mit (Mimi)møde gik lidt stærkt, og i løbet af ingen tid var jeg inviteret med til et møde samme dag, som var for alle lederne af de forskellige institutioner i samme område. Jeg sad til mødet og læste referatet fra sidste møde, og det er nogle ganske anderledes hernede. Et af emnerne på referatet var personalets lønninger. De bliver betalt 11 Rand i timen, hvilket svarer til ca. 6 danske kroner, men organisationen mente, at det ikke er holdbart i længden, og foreslår derfor, at der skal skæres i lønningerne. Selvom alting er billigere hernede, kommer man ikke langt for 11 Rand (R). En billet til en minibus, som er det lokale transportmiddel koster enten 3½ eller 5 Rand, alt efter, hvor man er, så det er ikke mange penge, de har at leve for. En agurk koster ca. 4 R, en liter youghurt 10 R, en burgermenu på en café 40 R, en halv liter kildevand 7 R. Så kan I jo selv regne ud, hvor dyrt det er for dem. Og hvor rige, vi er i deres øjne.

Minibusserne er en historie for sig. Det er bare et rugbrød, der som regel er vanvittigt ramponeret, med manglende vinduer, døre, der er ved at falde af, og sæder, der nærmest er ikke eksisterende. De kører som sindssyge og væver ind og ud af trafikken for at fange flest muligt kunder. Der er altid en chauffør og en, der sidder bagved og pifter og hyler ud af vinduet for at fange vores opmærksomhed. Man står ikke ved et stoppested, men vifter bare med hånden og så kører de ellers dødskørsel for at komme hen til en. Så propper de bilerne med mange flere mennesker, end der er plads til, så man halvt sidder på skødet af hinanden, og kører så igen dødskørsel til der, hvor man skal af. I starten turde jeg (Mimi) slet ikke tage dem, men det som med så meget andet – man vænner sig hurtigt til det.

For di vi ikke er startet på arbejde endnu, har vi turistet en masse, og i den tid , vi har været her har vi været i Silvermine, en del af Cape Town National Park, shoppet i centrum (her er intet,der minder om H&M – jeg savner H&M!), taget en masse forældreløse unger til en kæmpe pool (sikkerheden var ikke lige som derhjemme – Mimi var ved at få nervøst sammenbrud, Hugin hyggede sig ubekymret og kasted erundt med ungerne), braai’et en masse (braai er barbecue), var til middag hos en kvinde, der er leder af en stor velgørende organisation hernede, har været lidt i byen, kigget på huse, spist rigtig meget ude, været på Boulders Beach (en kæmpe stenstrand, hvor man bader side om side med pingviner), været på vingård og prøve vinsmagning, hvor Hugin også fik kælet med en gepard (på vejen derud kørte vi forbi både strudse, zebraer og pelikaner – men det så Hugin ikke, for han sov på mine ben), været 11 venner på Sunset Champagne Cruise på en sejlbåd og set sæler og blevet meget våde, prøvet at tage i teatret, men var det forkerte sted, og endte med at se de første fem minutter af en afrikaans musical (!), hvorefter vi i stedet gik ud og spiste, og sikkert en masse mere, som vi ikke kan huske lige nu. Men der har været rigtig rigtig meget god mad!

Udover alle de ting, vi er taget ud for at opleve, har vi også brugt en masse tid her på hostellet på bare at spille kort, hygge os, ligge ved poolen (og i poolen), grille osv. Så der har også været slappe-tid. I aften holder en af dem , der bor her, en støttekoncert med sin ven, som er en lokal mand, der ikke har råd til at købe en guitar, så vi skal have samlet sammen til en til ham.

Vi er af vores tyske venner Michael og Alina, som vi har mødt hernede, blevet inviteret med til Namibia i næste uge, bl.a. for at besøge en af SOS-børnebyerne, hvilket vi virkelig gerne vil, men det kommer lidt an på arbejdstider og økonomi.

De sidste par dage har her været 36-38 grader, hvilket har været hæsligt. Idag er vi tilbage på kun 25, hvilket føles skønt. Det kan vi lide! Sommeren hernede skulle vare til ca. midten af marts, så vi nyder det og bruger en masse penge på solcreme.

Forhåbentligt kan vi skrive oftere snart, da vi regner med at skaffe internet til huset.